(Fra bogen: Hjerternes By)
Hvordan gik det til, at der blev en helt ny by her på Tyrstrupgaards langager? En fristad, hvor der var trosfrihed i 1773 i modsætning til resten af landet.
Nede i Saksen i Østtyskland var der omkring 1722 en gruppe flygtninge fra det nuværende Tjekkiet, som fik lov at slå sig ned på markerne til grev Zinzendorfs gods. Den unge greve var selv idealist og kæmpede for trosfrihed. Sammen oprettede de Herrnhut, den første Brødremenigheds-by i verden.
Den 13. august i 1727 havde denne gruppe brødre og søstre en speciel helligånds-oplevelse, som gjorde dem så begejstrede for troen, at de i årene derefter var med til at oprette brødre-foreninger og hele brødre-byer i både Europa og Amerika. I disse mønsterbyer forsøgte man at leve fredeligt sammen i kristen næstekærlighed og med masser af åndeligt liv og menneskeligt fællesskab.
De første i Danmark
Samme år – i 1727 – rejste to udsendinge fra kolonien til Danmark. Grev Zinzendorf var nemlig i familie med det danske kongehus. Derfor aftalte han med håndværker-fætrene Johan og David Nitschmann fra den nystiftede brødremenighed i Herrnhut, at de skulle tage på en undersøgelsesrejse til København. Her skulle de overbringe en indbydelse til Prins Carl (som var Kong Frederik den IVs lillebror) om at stå fadder til grev Zinzendorfs nyfødte søn. Samtidig skulle de undersøge, om det ville være muligt at sende brødre-missionærer til Grønland, hvortil kongen allerede selv havde sendt Hans Egede som statskirkens første missionær.
Året efter i 1728 kom Christian VI, som endnu var kronprins, sammen med kronprinsesse Sofie Magdalene på besøg i Herrnhut for at se den specielle by og besøge Sofie Magdalenes unge halvfætter, grev Zinzendorf. De var dengang meget interesserede og inviterede i 1731 grev Zinzendorf med til deres kroningsfest i København.
Imidlertid var Zinzendorf for ustyrlig og eksperimenterende for nogle tyske pietister, og de sendte negative meldinger til den nye danske konge, så forholdet blev ødelagt de kommende mange år.
Brødrene fik dog lov at udsende missionærer i 1732 til Sct. Thomas – en af De Vestindiske Øer i Caribien, som Danmark netop havde købt af Frankrig, og i 1733 til Grønland.
De ortodokse og pietisterne – og brødrene
På det tidspunkt – 200 år efter Luthers reformation – var der to kirkelige hovedretninger i Danmark, lige som i Nord-Europa: De ortodokse lutheranere og pietisterne.
De ortodokse holdt fast i den lutherske lære, men ikke i det lutherske kristenliv. De holdt fast i traditionerne, mest som en udvendig religiøsitet, der ikke påvirkede deres almindelige liv ret meget.
Så var der den nye pietistiske lutherdom, hvor man lagde vægt på en indvendig fromhed, men også på socialt arbejde, uddannelse og en god samfundsmoral. Kong Christian var tilhænger af pietismen.
Brødresocietetet i København
Selv om Kong Christian VI var blevet mistænksom overfor Zinzendorf, så var mange andre interesseret i den nye form for “glad pietisme”, som Zinzendorf og brødrene stod for.
Under sit ophold i København holdt Zinzendorf møder for “de fornemme kredse”, mens hans “brødre” holdt møder for “de borgerlige”. Disse møder fortsatte, efter at Zinzendorf og hans venner var rejst hjem.
Seks år senere, i 1739, oprettede de interesserede Brødresocietetet i København. Mange studerende blev tiltrukket af den nye kristendom – over halvdelen af de teologistuderende på universitetet kom i Societetet. Bagefter tog de som præster de nye tanker med ud i landet.
Møder med bibellæsning forbudt
Da Zinzendorf i 1731 kom til København, blev sønderjyden Marie Wulf straks grebet af budskabet og påtog sig at lede kvindemøderne. Allerede i 1732 blev møder med bibellæsning forbudt, men Marie fortsatte møder uden bibel – for hun kunne bibelcitaterne udenad.
Fjenderne blandt de ortodoks-lutherske præster klagede igen til kongen, og Evald blev straffet med en stor bøde for udgivelse af et “sværmerisk skrift”, mens Marie blev frifundet. Kroværten i Oxen satte imidlertid Marie og børnene på gaden, og hun flyttede til en glarmester i Brolæggerstræde, hvor hun døde i 1738.
Året efter blev Brødresocietetet oprettet, og selv om Marie ikke oplevede det, var hun nok den vigtigste person bag dets tilblivelse.
Forfatteren Marie Hvidt udgav 1995 romanen “Det Gyldne Klenodie” om Marie Wulf. Hun beskrives her som en stærk og handlekraftig kvinde med ordet i sin magt. Trods personlig modgang formåede hun at kæmpe for sin overbevisning og sine venner.
Zinzendorf i Sønderjylland
På vej til og fra kroningsfesten i København, havde Zinzendorf rejst gennem Slesvig-Holsten, som dengang var hertugdømmer under den danske konge.
I Slesvig/Sønderjylland var Zinzendorf bl.a. i kontakt med pastor Conradi i byen Slesvig og provst Schader i Tønder.
Fra 1735 begyndte brødre fra Herrnhut at vandre fra landsby til landsby for at holde “gudelige forsamlinger”. Det var offentlige møder med undervisning i skoler, kirker og private hjem. Mange almindelige danskere var meget interesserede i at få kristendommen forklaret på en ny måde. Fra Sønderjylland fortsatte brødrene op langs vestkysten, helt op til Thy. De var også inde over Randers og fortsatte ned over Fyn og sydhavsøerne, hvor der var stor åndelig interesse på det tidspunkt.
I Burkal og Stepping blev der oprettet brødresocieteter.
Forbudt af kongen i 1741
Men i 1741 udsendte Kong Christian VI en “konventikelplakat”.
Herefter måtte danskerne kun forsamles i grupper under sognepræstens tilsyn. Deres møder skulle finde sted »i stilhed« og på »kort tid«, der måtte ikke under samværet spises eller drikkes (som Brødremenigheden havde skik for som en slags nadver), en forsamling måtte kun bestå af få personer, og der måtte aldrig i den samme forsamling være både mænd og kvinder til stede. Brødresocietetet i København måtte derfor opdele sig i mindre kredse, der mødtes privat hos forskellige københavnske præster.
Konventikelplakaten var også vendt imod baptister og andre nye religiøse grupper. Men dette forsøg på at begrænse religionsfriheden provokerede blot befolkningen til efterhånden at kræve større frihed. De “gudelige vækkelser” i befolkningen, som fulgte i sporet på brødrene, førte til større social og politisk bevidsthed og en fri grundlov godt 100 år senere, hvor kongens enevælde blev afskaffet.
Basen i Stepping
Fra 1745 blev brødrenes arbejde i Jylland og på Fyn ledt fra Stepping, ca. 10 km. vest for Christiansfeld. Her var præsten Søren Kastrup meget positiv overfor Brødremenigheden. I Stepping kan man stadig se det bindingsværkshus ved siden af kirkegården, der fra 1745 og indtil Christiansfelds oprettelse i 1773 var base for Brødremenighedens folk i Danmark.
Man talte om arbejdet i diasporaen (adspredelsen) – ligesom Paulus og de andre apostle oprindeligt var rejst rundt til de adspredte jøder og kristne i Sydeuropa. Ligesom de første kristne måtte de første brødrefolk også mødes hemmeligt og blev udsat for myndighedernes forfølgelse.
Brorson var venligstemt
Danmarks største salmedigter, Hans Adolf Brorson, var oprindeligt præst i Tønder og blev påvirket af Brødremenigheden gennem provst Schader.
Brorson blev udnævnt til biskop i Ribe – uden at have søgt – fordi kongen kunne lide hans salmer.
Men som biskop skulle Brorson også indberette brødrenes “skadelige” aktivitet til et Generalkirkeinspektionskollegium, der var blevet oprettet i 1737. Brorson anså ikke brødrene som skadelige og hans følsomme kunstneriske sind var plaget af en voldsom samvittighedskonflikt mellem at adlyde kongen – eller Gud. Et helt år fik han ikke sendt indberetninger – på grund af sygdom, undskyldte han sig.
Tilmed oplevede Brorson økonomiske problemer. Hans hustru døde under en fødsel og hans derfor delvist lammede søn blev sindssyg og måtte leve indespærret på loftet i 20 år!
Det førte altsammen til et psykisk sammenbrud for Brorson.
Ikke fjende, men ven…
Det fremgår af et brev fra brødre-missionæren Andreas Grassmann, Stepping, som han sendte til Zinzendorf i februar 1746. Grassmann fortæller her, at biskop Brorson kaldte ham til Ribe med bud, og ved ankomsten faldt han ham grædende om halsen og betroede ham, at han i fjorten dage havde lidt af en særlig sygdom.
På grund af en fejllæsning af det tyske “freund” (ven) som ordet “feindt” har Brorson-forskerne indtil for nylig troet at Brorson havde været fjendtlig overfor brødrene. Men Brorson var tværtimod venligsindet!
Selv om han var en respekteret biskop i statskirken, tilkaldte han altså en brødre-missionær (som af myndighederne var kriminaliseret) for at få sjælesorg for sine åndelige problemer. Han frygtede, at han havde begået den utilgivelige synd imod Helligånden.
Grassmann blev på Brorsons opfordring flere dage på bispegården og fik da også Brorson overbevist om, at han ikke havde syndet imod Helligånden. Men ifølge Grassmann nåede Brorson ikke frem til den glade frelsesvished, som brødrene forkyndte og levede på. Brorson fortsatte med at holde sig til den pietistiske bodsfromhed – og han skrev ikke mange salmer efter denne svære tid.
Christian VI dør – Frederik V
I 1746 døde Kong Christian VI. Til trods for, at han var meget religiøs og er kendt for at have indført konfirmationen – bekæmpede han hele sin regeringsperiode brødremenigheden.
Zinzendorf havde fået Dannebrogsordnen, da han var med til kroningen i København. I et desperat forsøg på at råbe kongen op, tilbød han at sende Dannebrogsordnen tilbage, hvis kongen ikke agtede ham.
Så send den, svarede kongen blot. Og det gjorde Zinzendorf så.
Den nye konge Frederik V var helt modsat sin far med hensyn til religion og moral. Han var en livsnyder, der f.eks. havde fem uægte børn ved siden af med sin yndlingselskerinde Madam Hansen. Allerede da han tiltrådte, var han så alkoholiseret, at overhofmarskal Moltke og udenrigsminister Bernstorff stort set måtte styre landet alene.
Den sindssyge konge
Efter Frederik V fulgte 20 år senere i 1766 en af de mærkeligste konger, vi har haft. Christian VII. Han var psykisk ude af balance og opførte sig voldsomt og upassende. Han turede f.eks. rundt i Københavns natteliv med den prostituerede Støvle-Kathrine. Dronningemoderen og hoffet sørgede derfor for, at han blev gift med en sød engelsk prinsesse.
Caroline Mathilde var kun 15 år, da hun blev sendt til Danmark og hun havde hidtil levet et beskyttet liv. Det har været et chok for hende at opdage, at Christian VII var så sindsyg. Ægteskabet var alt andet end lykkeligt. Kongen fortsatte sit vilde liv, så Caroline Mathilde var et let bytte, da den charmerende privatlæge Struensee viste sin forståelse.
Struensees far var pietist, men sønnen gik ind for de nye franske idéer om at vende tilbage til naturen og gjorde nøjagtig, som han havde lyst til. Så Struensee forførte den stakkels unge dronning og hun blev gravid.
Til sidst sørgede enkedronningen sammen med nogle stærke personligheder ved hoffet for, at Struensee blev arresteret og henrettet, mens Caroline Mathilde kun blev udvist på livstid. Hun døde af skam i byen Celle ved Hannover – kun tre år senere – som 24 årig.
Hendes lille datter, Louise Augusta, blev som 14-årig gift med hertug Frederik Christian af Augustenborg, som nær var blevet dansk konge, da Folketinget skulle vælge en ny kongeslægt efter at Oldenborgerne uddøde. Man valgte i stedet glücksborger-slægten fra Flensborg til at regere Danmark og Norge. Men Louise Augustas datter, Caroline Amalie, blev senere Christian VIIIs dronning!
Kongelig kovending
Men før alt dette skete, havde Kong Christian VII i 1768 været på rejse i Europa og mødt lægen Struensee. Han måtte jævnligt give den skizofrene Kong Christian noget beroligende, når majestæten gik amok og f.eks. smed stole ud af vinduet.
I Holland besøgte de to herrer brødremenighedensbyen Zeist. Både Struensee og kongen var imponeret over, hvor velorganiseret og fuld af erhvervsmæssigt initiativ byen var. Sådan en by ville de også have i Danmark som egnsudviklingsprojekt. Derfor fik Zinzendorf nu pludselig tilbud om anlægge en brødremenighedsby efter hollandsk forbillede.
Situationen var fuldstændig vendt om
Kongen bad nu justitsråd Lorens Prætorius om at forhandle en aftale. Prætorius havde en høj stilling som “Toldkammer- og Finansdeputeret”. Men når kongen valgte ham, var det formentlig, fordi han også var med i kredsen omkring Brødresocietetet i København.
Prætorius søn Johannes (som havde været med til at anlægge brødremenighedsbyen Gnadau ved Magdeburg) fik nu til opgave at finde et velegnet sted at anlægge byen sammen med Jonathan Briant. Briant var svensk, men stod som leder af arbejdet i Danmark ud fra et hus i Stepping.
Briant og Prætorius undersøgte flere placeringer i Sønderjylland. Undervejs trak de lod om placeringen! Det var en metode, man brugte meget de første år, idet man håbede på, at Gud så ville styre loddet.
Johannes Prætorius nåede frem til Tyrstrupgård den 22. september 1771. Ejeren var gået fallit og gården tilhørte kongen. Dagen efter var der auktion og Prætorius fik gården ved et hammerslag på 1.041 rigsdaler.
Mens de ventede på at få den endelige tilladelse fra kongen, udarbejdede Briant og Prætorius hver sin byplan. Derefter trak man igen lod om, hvilken byplan, der skulle bruges. Og loddet faldt ud til fordel for Prætorius byplan, som var inspireret af brødremenighedsbyen Gnadau.
Prætorius blev valgt til byens første præst, mens Briant blev den første forstander (og borgmester) i Christiansfeld.
Religionsfrihed – i frimenighedsstaden
I december 1771 kom den kongelige tilladelse til at opføre fristaden. Samtidig blev de skrappe forordninger, som Christian VI havde udsendt i 1744 og 1745 mod Brødremenigheden, tilbagekaldt. De lokale brødre i sognene skulle dog fortsat underordne sig den lokale sognepræst.
Kun i Christiansfeld var det anderledes. Her fik man nu lov at oprette en fristad, som ikke faldt ind under nogen sognepræst eller biskop. Man kaldte Brødremenigheden for en “frimenighed” indenfor folkekirkens lutherske bekendelse. På den måde kunne medlemmerne blive i statskirken samtidigt med, at de meldte sig ind i Brødremenigheden. (Og der er stadig en del af medlemmerne, som er med begge steder.)
Brødremenigheden fik lov til at bygge en kirke – med klokker.
Enhver dansker kunne nu flytte til Christiansfeld – hvis menigheden ellers ville optage dem – og nyde de nye frihedsrettigheder i byen.
Der har været enorm glæde og lettelse blandt de tusinder af tilhængere, som Brødremenigeheden havde i Danmark.
Grundlæggelsen af Christiansfeld betød også, at der nu var fuld frihed til at drive missionsarbejde i de danske kolonier – på Grønland og De Vestindiske Øer – uden at biskopperne skulle godkende det.
Dramatik til det sidste
Men midt i det hele – den 17. januar 1772 – blev Struensee og Caroline Mathilde så arresteret og Struensee henrettet på en meget brutal måde.
Han fik offentligt tungen trukket ud på grund af majestætsfornærmelse, højre hånd blev hugget af og efter den offentlige halshugning på Fælleden blev hans arme og ben “sat på stejle” – dvs. udstillet på et hjul…
Pøblen hujede ligesom i Paris under revolutionen, og en storm af bølleoptøjer brød løs. Det gik bl.a. ud over byens bordeller, som man mente, at Struensee havde beskyttet. Døre blev sparket ind, inventar og møbler blev knust og smidt på gaden. I kampens hede gik det også ud over andre end de prostituerede. Mange borgere klagede over hærværk.
Hvad ville der nu ske med planen om en brødreby i Christiansfeld? Ville den ustabile konge nu ændre indstilling, fordi Struensee havde været involveret?
Nej, den ny geheimestatsminister Ove Høegh-Guldberg sørgede for, at Kong Christian VII den 13. august 1772 stadfæstede koncessionen med egenhændig underskrift. Det var ikke en tilfældig valgt dag – det var netop den dag, hvor den “fornyede brødremenighed” i hele verden hvert år fejrer sin fødselsdag. Den 13. august 1727 var dagen, da de stridende brødre mødtes til en gudstjeneste i landsbykirken i Berthelsdof ved siden af den nye Herrnhut by. Her oplevede de, at Jesus var ligesom imellem dem og Helligånden faldt over dem, så de blev hjerteligt forsonede og gamle fjender faldt hinanden om halsen og bad om tilgivelse.
Derfor fejres denne dag fortsat med et “kærlighedsmåltid” – en slags nadver, hvor brød og vin er erstattet af krydret te og boller, som deles ud og nydes, mens man synger under hele gudstjenesten.
Skattefrihed i ti år – og tilskud
Det stod i “concessionen” for byen, at borgerne i “denne nye menighedsstad skal være fri både for alle personlige afgifter – med undtagelse af den overordentlige taxering og Kopskat – og for de landsherren tilkommende tillæg af borgerlig håndtering og næring, hvorledes nu de samme end måtte kaldes.” Borgerne skulle altså ikke betale skat – de første ti år.
Statskassen lovede også at give et tilskud “for hvert beboelseshus eller offentlig bygning, som bliver opført i de ti friår, af vor kasse ti procent af husets eller bygningens værdi.”
Disse gode økonomiske forhold gav kongemagten for at sætte hurtigt skub i det nye eksperiment – og det virkede. I løbet af ca. 20 år var det meste af byen bygget! I løbet af de første 10 år blev der investeret 100.000 rigsdaler til byggeforetagender, hvilket efter datidens forhold var ganske imponerende. Pengene kom bl.a. fra de danske venner. Et stort beløb kom f.eks. fra Briants svigerfar, som solgte sin gård.
Grundlæggelsen af Christians Feld
Som tak for Kong Christian VIIs overraskende imødekommenhed, kaldte man den nye by for Christians-feld. (Feld er det tyske ord for mark.) Og Christian VII kvitterede ved at skænke den fint udskårne prædikestole (en rigtig stol) med de gamle urkristne symboler.
Øverst ses et guld-krucifiks i ornat- eller Mauritius-form med kløverblade i spidserne, derunder gengives tre urkristne symboler:
Det sejrende Lam, som er helt centralt for Brødremenigheden, og på venstre side Pax-symbolet (fred) med bogstaverne Alpha og Omega (begyndelsen og enden), og til højre IHS, som er monogrammet for Jesus brugt i katakomberne (de tre første bogstaver i navnet på græsk).
Den 1. april 1773 blev grundstenen til de første fire huse lagt. Bygmester Høffner fra Haderslev var hovedentreprenør.
“Det 1. hus” i Lindegade skulle indeholde menighedens første kirkesal. så var der præsteboligen i Lindegade 26 og forstanderboligen i Lindegade 28, samt gæstehuset (hotellet), der skulle huse de tilrejsende byggearbejdere og kommende beboere i byen.
De to privathuse samt hotellet stod allerede klar til indflytning samme år i august 1773! Den første lille kirkesal kunne indvies til Ældstefesten 13. november samme år. Der var fart på!
Kirkesalen i ” det 1. hus” var kun midlertidig, og allerede fire år senere indviede man den kæmpemæssige kirkebygning. I 1796-1797 var selv kirken for trang og man byggede de to sidefløje på.
Allerede efter et halvt år døde et barn. Derfor gik man i gang med at anlægge Gudsageren, Brødremenighedens meget specielle kirkegård.
Arkitektonisk kom Christiansfeld til at rumme træk fra både senbarok, rokoko, empire og klassicisme, men på en måde, så det passer sammen. Så der er meget at se på, hvis man har øje for stilarter.
De første huse blev alle bygget med de gule såkaldte “Flensborg-sten”, som er noget mindre end moderne gule mursten.
Byen på bjerget kan ikke skjules
Inden år 1800 var hele bykernen med brostensveje, store fælles huse og anlæg opbygget. Efter kun 10 år boede her 400 medlemmer. I 1812 var der 652 medlemmer i byen. Hertil kom over 100 elever på skolerne.
Men den største virkning havde Brødremenigheden på de mange, der valfartede til den store kirke, hvor de oplevede en ny forkyndelse af kristendommen. Den var på én gang mere inderlig og alvorlig end pietismen, og samtidig mere befriende og glad.
Den strenge pietisme, som havde præget landet under Kong Christian den VI med hans konventikelplakat, blev nu påvirket af en “glad pietisme”, hvor fokus blev flyttet fra den enkeltes anger og bodskamp til en glæde over, at “Lammet har sejret” – at Jesus har overvundet døden.
Nu gjaldt det om at leve “det nye liv”. Som der står rundt om det smukke Brødremenigheds-symbol af et lam (Jesus) med en korsfane “Vort Lam har sejret – lad os følge ham!”
Man fulgte Lammet ved at have et personligt forhold til Jesus. Man talte åbenhjertig med ham som en god ven gennem fri bøn – nøjagtig ligesom Zinzendorf havde gjort siden han var barn.
Om morgenen og aftenen mødtes man i korhusene for at styrke hinanden med sang, opmuntrende bibellæsning og fælles bøn. I det daglige havde man et broderligt/søsterligt kristent fællesskab, hvor alle var lige, hvad enten man var greve eller skomager. Og byen blev en mønsterby, som i praksis viste, at der var velsignelse ved at leve efter de kristne idealer.
Læs videre i “Hjerternes By”…