Fra gammel tid har man i Christiansfeld brugt en speciel adventsstjerne af papir med 25 spidser.
Den er fremstillet i Herrnhut og bruges meget i Tyskland. Herhjemme har Brødremenigheden solgt op til 1000 af disse stjerner om julen. Man skal selv samle stjernen, og det er en juletradition i mange hjem. (Travle familier hænger stjernen op på loftet til næste jul, så den ikke skal samles og skilles hver jul.) Stjernen oplyses af en elektrisk pære, og fås i øvrigt både i hvid, gul og rød m.m.
Symbolikken bag denne stjerne er spændende. I første omgang minder den om Betlehemsstjernen, som ledte de vise mænd fra Østerland til Jesus-barnet. Men når stjernen kaldes “morgenstjernen”, så er det fordi den skal minde om den rigtige morgenstjerne, planeten Venus, som hver morgen – “før det endnu er lyst” – står op i øst og skinner tydeligt på den mørke morgenhimmel – før solopgang og den nye dag kommer.
Moderne forskning med computerprogrammer har vist, at der på nogenlunde samme tid som Jesus fødsel skete en såkaldt tredobbelt konjunktion af morgenstjernen Venus og kongestjernen Jupiter med Regulus i Løvens stjernebillede (Løven af Juda er et andet navn for Jesus).
Disse tre stjerner har tilsammen set ud som én mægtig stjerne. (Læs evt. mere om dette i bogen “Jesus i stjernerne”.)
Morgenstjernen er planeten Venus, en meget klar “stjerne” som står op før solen i øst og igen kan ses ved aftenstid i vest.
For Brødremenigheden symboliserer morgenstjernen Jesus, der kommer igen.
I Bibelen sammenlignes Jesus med morgenstjernen: »Jeg, Jesus, er Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne,« (Åb. 22).
Disse symboler giver ekstra mening for dem, der kender til de ældgamle stjernebilleder. Jomfruen i Jomfruens tegn fremstilles nemlig her med et aks (Ceres) i den ene hånd og et rodskud i den anden. – Og jomfruen har et barn på skødet!
Gravene vender mod øst
Ligesom morgenstjernen skal Jesus komme fra øst, når han ved verdens ende kommer tilbage til jorden for anden gang for at dømme de onde og frelse de troende.
Af samme grund vender alle gravene på Gudsageren mod øst – mod den strålende morgenstjerne – i forventning om opstandelsen.
I gamle dage var morgenstjernen et tegn for vægterne i købstæderne på, at natten var ved at være forbi. Derfor sang de i deres vægtervers:
O Jesus, morgenstjerne,
vort liv ud i din vold
befaler vi så gerne,
bliv du vor sol og skjold!
Vor klokk’ er slagen fem
kom blide sol
fra nådens pol!
Oplys vort hus og hjem!
Og i overført betydning er morgenstjernen altså et tegn for dem, der venter på Guds rige midt i verdens mørke, – at dagen trods alt er på vej.
(Uddrag af bogen “Hjerternes By” af Henri Nissen)